Lemvig-borgere har landets højeste tillid og tilfredshed med lokalpolitik og kommunal drift

Foto: Lemvig Kommune.
dato

Ny undersøgelse viser, at borgerne i Lemvig Kommune har langt større tilfredshed og tillid til lokalpolitik og kommunal drift end landsgennemsnittet.

En landsdækkende analyse udført af Constructive Institute og Epinion, Dit Valg. Vores Danmark, kortlægger borgernes tilfredshed og tillid til lokalpolitikerne i hele landet. Undersøgelsen er baseret på besvarelser fra over 100.000 danskere og sammenligner alle 98 kommuner på spørgsmål om tilfredshed, tillid og oplevelsen af lokalpolitik.

Resultaterne fremhæver Lemvig Kommune som et af de steder i landet, hvor borgerne vurderer den lokale udvikling og det kommunalpolitiske arbejde særligt positivt. Analysen viser, at Lemvig Kommune står stærkt, når det gælder borgernes oplevelse af tillid, tilfredshed samt vurderingen af den kommunale drift.

88 % af borgerne er tilfredse med at bo i Lemvig Kommune, hvilket er væsentligt højere end landsgennemsnittet på 81 %. 61 % af de adspurgte er tilfredse med måden, Lemvig Kommune er blevet drevet siden sidste kommunalvalg, hvor landsgennemsnittet ligger på 41 %.

I forhold til lokalpolitik vurderer 58 % af borgerne, at de generelt har tillid til de kommunalpolitikere, der er valgt i kommunen; landsgennemsnittet er her 44 %. 71 % er desuden enige i, at kommunalpolitikerne i Lemvig Kommune gør et godt stykke arbejde mod 52 % på landsplan.

Undersøgelsen viser også, at 85 % af borgerne respekterer, at andre stiller op til kommunalvalg, hvor landsgennemsnittet er 80 %. Endelig vurderer 21 %, at kandidater primært stiller op af egen vinding, hvilket er på niveau med landsgennemsnittet på 20 %.

Se hele undersøgelsen på https://constructiveinstitute.org/dit-valg-vores-danmark/.

https://lemvig.dk/nyheder/2025/okt/lemvig-i-top-i-national-undersoegelse-af-lokaldemokrati

Kilde: Lemvig Kommune